I dette nyhedsbrev kan du bl.a. læse om en ny dato for generalforsamlingen, valgmøde d. 19. marts og vores første møde med den nye rådmand for Teknik og Miljø.
På grund af en fejl i vores planlægning er vi desværre nødt til at flytte generalforsamlingen til onsdag d. 29. april. kl. 19.00.
Generalforsamlingen afholdes i Salen i De Frivilliges Hus, Hadsundvej 35 i Vejgaard.
Årets oplægsholder er geograf og planlægger Gunvor Riber Uggerhøj, som vil fortælle om, hvorfor lavere hastigheder kan gøre en forskel for cyklister, hvad det betyder for andre trafikanter, og hvordan en by med 30 km/t egentlig fungerer i praksis.
Præsentationen af bestyrelsens beretning vil i år blive forkortet. I stedet ønsker vi at inddrage deltagerne i en dialog om et cykelpolitisk emne.
Har du forslag til vedtægtsændringer eller andre forslag til vores arbejde, du ønsker at sætte til afstemning, skal de jf. vores vedtægter være formand Mike White i hænde senest d. 21. april. Forslag skal sendes til mike@aalborgcyklist.dk.
Overvejer du at stille op til bestyrelsen, eller vil du bare høre mere om bestyrelsesarbejdet, er du meget velkommen til at kontakte bestyrelsesmedlem Nicolai Kammersgaard på nicolai@aalborgcyklist.dk
Vi håber at du har tid og lyst til at deltage i generalforsamlingen og høre oplægget.
Som noget nyt inviterer vi før generalforsamlingen til selvbetalt fællesspisning kl. 17.30 i Salen i De Frivilliges Hus.
Aftenens ret vil være dansk bøf med bløde løg, kartofler, sovs, surt og sødt.
Prisen for at deltage i fællesspisningen vil være 129 kr. og man tilmelder sig ved at overføre beløbet via mobilepay til Jørgen Østeraa (vores kasserer) på 61 66 59 66. Tilmelding haster ikke, og vi gentager oplysningen i næste nyhedsbrev.
Cyklistforbundet sørger for drikkevarer.
Tirsdag d. 10. marts mødtes vi med den nye rådmand for Teknik og Miljø (den tidligere By og Landskabsforvaltning), Peter Lindholt. Her fortalte vi om Cyklistforbundets arbejde og svarede på rådmandens interesserede spørgsmål.
I en åben og positiv dialog talte vi bl.a. om shared space på Nytorv, el-løbehjul, 30 km/t hastighedsgrænser på de mindre veje i midtbyen og omkring skoler samt om behovet for flere cykelstier i landdistrikterne.
I anledning af Folketingsvalget inviterer vi sammen med andre grønne organisationer i Aalborg til valgmøde torsdag d. 19. marts kl. 16.30 – 19.00 i Haraldslund Vand- og Kulturhus. Temaerne vil være drikkevand, energi og transport.
Journalist Søren Wormslev vil moderere debatten med deltagelse af folketingskandidater fra 11 partier. Du kan læse mere om arrangementer her.
Fra d. 13. – 26. april afholder Cyklistforbundet FÆLLES-TOUR for elever på ungdomsuddannelserne. Sidste år var Hjørring Gymnasium/STX&HF desværre den eneste uddannelsesinstitution i Nordjylland, som deltog i kampagnen der skal få flere unge til at cykle.
Derfor håber vi at du vil hjælpe os med at udbrede kendskabet til kampagnen, så endnu flere nordjyske unge kan mærke friheden på cyklen. Du kan læse mere om kampagnen her.
Tak for at du læser med og støtter arbejdet for bedre cykelforhold i Aalborg Kommune.
Du modtager dette nyhedsbrev, fordi du er medlem af Cyklistforbundet og bor i Aalborg kommune.
Har du input til vores arbejde, må du meget gerne kontakte formanden:
24 47 77 60
mike@aalborgcyklist.dk