Denne måned kan du bl.a. læse om oprettelsen af et cykellegekorps i Aalborg, oplægsholderen til årets generalforsamling d. 28. april og vores debatindlæg om cykelstier i landdistrikter.
Med støtte fra Nordea-Fonden opretter Cyklistforbundet et cykellegekorps i Aalborg, der skal sprede cykelglæde og styrke børns cykelfærdigheder.
Derfor søger vi frivillige seniorer, der har lyst til at tage ud til børnehaver og skoler, for at afholde cykellege sammen med børnene.
Onsdag d. 8. april kl. 9.30-15.30 afholder Cyklistforbundet en uddannelsesdag i De Frivilliges Hus Aalborg, Hadsundvej 35, Aalborg.
Du kan læse mere om projektet og tilmelde dig uddannelsesdagen via linket her
Og det er ikke kun for medlemmer. Prik til dem du kender, som du tænker måske er interesserede.
I forlængelse af vores nationale kampagne 30 er det nye 50 har vi inviteret geograf og planlægger Gunvor Riber Uggerhøj, som bl.a. har arbejdet i NIRAS, til at gøre os klogere på 30 km/t i byerne. Hun sætter fokus på, hvorfor lavere hastigheder kan gøre en forskel for cyklister, hvad det betyder for andre trafikanter, og hvordan en by med 30 km/t egentlig fungerer i praksis.
Årets generalforsamling afholdes tirsdag d. 28. april kl. 19–22 i De Frivilliges Hus, Hadsundvej 35 i Vejgaard.
Overvejer du at stille op til bestyrelsen, eller vil du bare høre mere om bestyrelsesarbejdet, er du meget velkommen til at kontakte bestyrelsesmedlem Nicolai Kammersgaard på nicolai@aalborgcyklist.dk
Vi håber at du har tid og lyst til at deltage i generalforsamlingen og høre oplægget.
Den 26. januar bragte Nordjyske vores første debatindlæg i år, der havde titlen ”Cykelstier forbedrer også bilisternes sikkerhed”.
Her fremhævede vi resultaterne af en ny evaluering af 213 cykelstier og andre tryghedsskabende løsninger for cyklister i landdistrikterne, som rådgivervirksomheden Trafitec har gennemført.
Evalueringen viser bl.a. at cykelstier udenfor byerne både kommer bilister og cyklister til gavn, samt at 2 minus 1 veje ikke er populære blandt cyklister. Det vidste vi dog godt i forvejen
Mandag d. 2. februar deltog formand Mike White i Business Aalborgs dialogmøderække om Aalborg Midtbys fremtid.
Mødet havde overskriften ”Reason to Go – Hvem bruger Midtbyen og til hvad?”. Her forsøgte Mike at italesætte aktiv mobilitet i form af cykling og gang, som en del af den attraktive midtby. Desuden påpegede han potentialet i at betragte Aalborg som en flodby frem for en fjordby, hvor en cykel- og gangbro mellem Stigsborg Brygge og Musikkens Hus f.eks. vil binde Nørresundby og Aalborg endnu tættere sammen.
Vi ser forventningsfuldt frem til næste tema-dialogmøde om udviklingen af Aalborg Midtby.
I februar nåede vores opslag på Facebook 114.000 visninger, og 1.628 engagerede sig i indholdet.
Vi bruger siden aktivt til at sætte fokus på bedre forhold for hverdagscyklisterne, bringe fakta på dagsordenen og påvirke mobilitetsdebatten i Aalborg Kommune.
Tak for at læse med
Du modtager dette nyhedsbrev, fordi du er medlem af Cyklistforbundet og bor i Aalborg kommune.
Har du input til vores arbejde, må du meget gerne kontakte formanden:
24 47 77 60
mike@aalborgcyklist.dk