I denne udgave af nyhedsbrevet kan du læse om landsmøde 2025, vores møde med Vejdirektoratet og deltagelse i Klimamarchen samt om vores debatindlæg i Nordjyske og medvirken i en TV2 Nord artikel.
Vores lokalformand Mike White var på valg til hovedbestyrelsen ved årets landsmøde d. 25. oktober, og i et stærkt felt blev han genvalgt for en ny periode.
Fra lokalbestyrelsen deltog Nicolai Kammersgaard og Louise Steensen. De stemte bl.a. om en del forslag til vedtægtsændringer og forslag fra lokalafdelingerne.
Cyklistforbundets årlige hæderspris ”Årets Cykeldynamo” blev tildelt Frank Køngerskov fra Halsnæs afdelingen.
Du kan finde beslutningsreferatet og læse mere om landsmødet via linket her
Den 13. november havde vi inviteret os selv på kaffe hos Vejdirektoratet i Aalborg Øst, for bl.a. at få en opdatering på færdiggjorte projekter siden vores sidste møde i 2023 og potentielle kommende projekter, herunder krydsninger for cyklister over motorvejen ifm. den 3. Limfjordsforbindelse.
Der var kun færdiggjort to projekter i Nordjylland siden 2023, men der er netop igangsat et projekt på Universitetsboulevarden og udarbejdet et andet projektforslag til politisk vedtagelse.
Aleks og Lotte fra Vejdirektoratet fortalte, at der nationalt er ca. 400 ønsker til cykelstier i forbindelse med statsveje, men kun afsat 100 millioner årligt til anlæg af cykelinfrastruktur. Det rækker ikke særligt langt.
Cyklisters forhold ved krydsninger af motorvejen kunne vi desværre ikke blive klogere på, da det spørgsmål sorterer under en anden afdeling i Vejdirektoratet. Det følger vi selvfølgelig op på.
Lørdag d. 15. november gik vi i fælles optog med otte andre grønne organisationer og det grønne valgforbund for at sætte fokus på klimadagsordenen, og nødvendigheden af at der bliver sat fuld skrue på handlinger til fordel for klima, miljø og natur i den kommende byrådsperiode.
Med os bragte vi et banner med det klare budskab "Cykling er en sund investering".
Op mod 200 deltog i optoget, og i en menneskefyldt midtby kunne ingen overse os. Heller ikke DR, som fangede stemningen i et indslag i TV-Avisen. Det indslag kan du se her.
Det kommende byråd skal bl.a. revidere mobilitetsplan 2040, og forvaltningen har i den forbindelse råbt vagt i gevær ift. den voksende bilpark i Aalborg Kommune. Derfor spurgte vi i Nordjyske byrådskandidaterne om biltrafikken fortsat skal have den højeste prioriteret, og om hvordan de vil skabe plads til biler, cykler, busser og gående, når arealet i midtbyen ikke kan udvides?
Det er heldigvis ikke altid, at vi behøver gøre noget for at komme i medierne. Senest kontaktede TV2 Nord formand Mike White, for at høre om konsekvenserne ved de mange blade på cykelstierne.
Udover at henvise til forsker i trafiksikkerhed på AAU, Harry Lahrmann, gav Mike også selv sit besyv med. Du kan læse hele artiklen via linket her.
Tak for at læse med hele vejen
Du modtager dette nyhedsbrev, fordi du er medlem af Cyklistforbundet og bor i Aalborg kommune.
Har du input til vores arbejde, må du meget gerne kontakte formanden:
24 47 77 60
mike@aalborgcyklist.dk