Nyhedsbrev fra Cyklistforbundet i Aalborg Læs i en Browser
Aalborg-Cyklister

Kære medcyklist

Mens julelysene tændes, kigger vi tilbage på fejringen af Aalborg kommunes første supercykelsti, vores deltagelse i klimaugen og årets landsmøde i Cyklistforbundet samt kigger frem mod Vintercyklingsugen og Lys på med Ludvigs comeback. Vi håber at du vil læse med hele vejen :-)

Grafik af lille rød cykel

Vil du give en hånd med, når Lys På med Ludvig får comeback?

Med generøs hjælp fra GF Fonden, uddeler Cyklistforbundet reflekser til eleverne på udvalgte skoler landet over. Har du lyst til at hjælpe os en times tid d. 12. og/eller d. 19. november fra kl. 7:00 – 8:00, kan du kontakte Mike White på mike@aalborgcyklist.dk

Grafik af lille rød cykel Grafik af lille rød cykel

Vintercyklingsugen venter rundt om hjørnet

Selvom det bliver mørkt og koldere, er der ingen grund til at stoppe med at cykle. Det sætter Cyklistforbundet fokus på med en landsdækkende kampagne fra d. 25. november til 1. december. Konceptet er det samme som Vi Cykler Til Arbejde, bortset fra at det er gratis at deltage.

Har du lyst til at cykle med, kan du læse mere via linket her

Vintecyklingsugen kampagnebanner
Grafik af lille rød cykel Grafik af lille rød cykel Grafik af lille rød cykel

Vi har (endelig) fået en supercykelsti, efter ti års tilløb :-)

Fredag den 27. september deltog fire af lokalbestyrelsesmedlemmerne i den officielle åbning af Aalborg kommunes første supercykelsti, der er den hidtil største sammenhængende, enkeltstående cykelsti-investering i kommunen.

Borgmester Lasse Frimand Jensen og Rådmand for By og Land, Jan Nymark Thaysen, klippede sammen snoren ved supercykelstiens ene udgangspunkt på Gabels Torv, tæt ved Salling. Herefter cyklede deltagerne i samlet flok mod universitetsområdet, hvor der ventede gratis kaffe og morgenbrød samt mulighed for at få cyklen tjekket af lokale cykelmekanikere.

Åbningen blev om eftermiddagen også markeret på Gabels Torv, hvor rådmanden i sin indvielsestale fortalte at forvaltningen forventer, at op mod 5.000 cyklister vil bruge supercykelstien dagligt, når universitetssygehuset åbner i 2026.

Kort om den nye supercykelsti:

  1. Den forbinder Nytorv med universitet og det nye supersygehus i Aalborg øst og er ca. 7,5 km lang.
  2. På ruten er der skiltet med ”højresving tilladt” og etableret ”shunts” der skærer hjørnerne af svingene samt opstillet cykelservicestationer og luftpumper.
  3. Som en del af supercykelstien er der også etableret cykelgader, hvor cyklisterne har forrang og bilerne er gæster, der skal holde sig bag eventuelle cyklister.
  4. Det orange C logo på cykelstien markerer at det er en supercykelsti.
Billede fra AAU
Grafik af lille rød cykel Grafik af lille rød cykel Grafik af lille rød cykel Grafik af lille rød cykel

Stor interesse for cykelsagen ved klimaugen i Kildeparken

Vi begyndte oktober måned (uge 40) med deltagelse i Aalborg Kommunes klimauge, som blev afholdt i forbindelse med den store konference: ”Aalborg 2024 – Vores Byer. Vores ansvar”. Over fire dage besøgte flere hundrede vores stand.

Her talte vi bl.a. med dem om, hvad der kan gøre Aalborg Kommune endnu mere cykelvenlig og introducerede dem for Cyklistforbundets cykellegebog samt afprøvede deres cykelviden i vores quiz.

Derudover deltog knap 20 morgenfriske cyklister om lørdagen i vores cykeltur der gik fra Gabels Torv til Kildeparken via nogle af byens charmerende baggårde og parker. Her havde Helsam og Aalborg Cykelby sponseret 30 gaveposer til deltagerne.

Desuden sponserede Vestbyens Cykelhandel tre cykelhjelme, som vi trak lod om, blandt de 181 som deltog i vores cykelquiz. Tak til vores sponsorer for gaverne :-)

Du kan læse om vores deltagelse i klimaugen og se flere billeder på vores Facebookside

vores stand ved klimaugen i Kildeparken
Grafik af lille rød cykel Grafik af lille rød cykel Grafik af lille rød cykel Grafik af lille rød cykel Grafik af lille rød cykel

Ændringer i vedtægterne og nye kræfter i hovedbestyrelsen

Lørdag d. 26. oktober deltog Jørgen Østeraa, Nicolai Kammersgaard og Mike White i Cyklistforbundets Landsmøde. Her blev det bl.a. besluttet at ændre det årlige arbejdsprogram til en flerårig strategi, da arbejdsprogrammet, alligevel, ofte var det samme år for år, og hovedbestyrelsen nu får mulighed for at arbejde mere langsigtet. Derudover blev det besluttet at ændre titlen som ’kasserer’ i hovedbestyrelsen til ’ansvarlig for bevillinger til lokalafdelinger’, da det er mere retvisende ift. arbejdsopgaven.

Merete Røll Lærke og Line Ringsholt valgte ikke at genopstille til hovedbestyrelsen. Nye i bestyrelsen er Mie Maar Andersen, der arbejder hos Videnscenter for Handicap og Claus Nordahl, der der arbejder for ladcykelvirksomheden Larry vs Harry. Vi glæder os til at følge dem og resten af hovedbestyrelsens arbejde.

Du kan læse referatet fra landsmødet her

Den nye hovedbestyrelse

Tak for at læse med :-)

Du modtager dette nyhedsbrev, fordi du er medlem af Cyklistforbundet og bor i Aalborg kommune. Har du input til vores arbejde, må du meget gerne kontakte formanden:

24 47 77 60
mike@aalborgcyklist.dk